FaustUS er en bidende fortolkning af Gertrude Steins Doctor Faustus Lights The Lights. FaustUS er en leg med identitet, sprog og den teatrale situation og en udfordrende kollision mellem Steins ordtunge dramatiske tekst stillet overfor én af nutidens mest feterede rappere, Eminem. FaustUS sætter fokus på, hvor tit mennesker ofrer alt for at nå et mål, der i virkeligheden er meningsløst i stedet for at leve i nuet.
Forestillingen spilles på originalsproget, engelsk.

Læs en anmeldelse af forestillinegn på Kultunaut

Billetter
Billetpris/ 60 kr.
Studerende eller unge under 25/ 45 kr.
4 personer/ 200 kr

Billetter bestilles online eller hos Kuna på telefon 21 91 21 59

Adresse
Warehouse9, Halmtorvet 11, Bygning 66, Den Brune Kødby,
1711 København V

Spilleperiode
Mandag 02. November kl. 20
Tirsdag 03. November kl. 20
Onsdag 04. November kl. 20
Lørdag 07. November kl. 20
Søndag 08. November kl. 20
Mandag 09. November kl. 20
Tirsdag 10. November kl. 20
Onsdag 11. November kl. 20

Gertrude Stein vs. Eminem

- en hardcore magtkamp på ord


[Black Box Pangea] blænder med teaterforestillingen FaustUS op for en poetisk ord-battle mellem avantgarde-dramatikeren Gertrude Stein og rapperen Eminem, baseret på en nyfortolkning af Steins “Doktor Faustus Lights the Lights”.

Spotlightet er rettet mod tre gangsta skuespillere, der i løbet af forestillingen finder på historien om Doktor Faustus som sælger sin sjæl til djævelen for at opfinde elektrisk lys. Som i Goethes klassiske myte har pagten med djævelen dog ikke givet Doktor Faustus det ærefulde og lykkelige liv, som var tilsigtet. I stedet lever han et ensomt, isoleret liv med sin taknemmelige hund. I skoven forsøger Marguerite Ida & Helena Annabel ihærdigt at finde ud af, hvem hun er, men farer i stedet vild og bliver bidt af en slange. Bange for at miste sit liv opsøger hun Doktor Faustus, som modvilligt helbreder hende. Marguerite Ida & Helena Annabel overlever og får pludselig evnen til at gløde som stearinlys. Doktor Faustus bliver rasende. Han solgte sin sjæl, så han kunne opfinde det elektriske lys, men nu trues hans monopol af Marguerite Ida & Helena Annabels selvlysende evner. Har djævelen ført Faustus bag lyset? Har han solgt sin sjæl til ingen verdens nytte?

FaustUS er en teaterleg med identiteter, ord og den teatrale situation. En humoristisk kamp om magt, oplysning og en plads i spotlightet. En kamp, hvor alle kneb gælder – alle mod alle, og enhver for sig selv. På overfladen en uskyldig barneleg, der - når først teaterprojektøren tændes, bringer menneskets skyggesider frem i form af narcissisme, hedonisme, dominans og magtliderlighed - bliver til blodig alvor og forvandler lys til mørke.

[Black Box Pangea] afkræfter med FaustUS enhver fordom om, at avantgarden er elitær, fremmedgørende, navlepillende og humorforladt. [Black Box Pangea] viser i stedet, hvordan selv en hypereksperimenterende tekst som Steins “Doctor Faustus Lights the Lights”, skrevet i 1938, netop har været på adskillige årtiers forkant med den fortælleglæde, legesyge og skaberlyst, som man i dag oplever hos dramatikere som Roland Schimmelpfennig og Martin Crimp.
[Black Box Pangea] viser en teaterleg og skaber et scenisk leben, hvor selv de allermest kringlede tanker omkring identitet, magt, køn og queer-perspektiver bliver underholdende, tilgængelige, vedkommende og får nyt liv med det teatralske lys, som Steins tekst og [Black Box Pangeas] iscenesættelse kaster på scenen.

Samtidig sætter [Black Box Pangea] et poetisk sammenstød i scene mellem Gertrude Steins legende brug af rytme og gentagelser og én af vores generations mest berygtede rappere, Eminems, aggressive, selviscenesættende tekster. Gennem dette møde skabes en spændende hybrid mellem den følsomt poetiske salonkunsters abstraktioner med en særdeles konkret rå stemme fra gadens popkultur. Således opstår et tekstunivers om menneskets hjerteskærende, men også diabolske natur, der gør fællesskabet så svært at værne om, når et frihedssøgende ”jeg” støder på det begrænsende ”os” i forsøget på at skabe sig selv og finde sin egen stemme.
For at bevare ordenes oprindelige kraft og betydning spilles forestillingen på originalsproget engelsk.

Pressekontakt
Producent Kuna Rasmussen
kuna@blackboxpangea.dk // tlf. 21 91 21 59

Kreditering
Manuskript Gertrude Stein
Instruktør Emilie Bendix
Dramaturg Laura Luise Schultz
Skuespillere Louise Cain, Anne-Sofie Krogh Jensen & René Kruse
Kostumer Ulla Ramskov
Lysdesign Martin Braad
Musik Eminem
Grafik Dennis Müller
Fotos Alexander Banck-Pedersen
Webmaster Anders Hjort Straarup
Producent Kuna Rasmussen
Fundraising Line Hauger


Om Black Box Pangea
[Black Box Pangea] er kendetegnet ved ekspressive teaterforestillinger, hvor skuespillet er i fokus, og det scenografiske udtryk genspejler minimalisme og fantasi. Black Box Pangea blev dannet i 2008 af skuespiller Cecilie Sachs Olsen og instruktør Emilie Bendix. FaustUS markerer Black Box Pangeas andet samarbejde efter sidste års debut med forestillingen BEAT (Vildskud & Krudttønden).

Black Box står for det fleksible teaterrum. Rummet og publikumsopbygningen kan ændres, så scenen bliver halvåben, proscenium eller en arena. Mulighederne er uendelige. Black Box er det konkrete rum, her og nu! Black Box er også navnet på den sorte boks i et fly, hvor al vigtig information findes. Hvis ulykken er ude, findes svarene i Black Boxen.
Pangea står for det første store superkontinent, der fandtes i verden, inden kontinentpladerne begyndte at forskyde sig og fordele jorden i de kontinenter, vi kender i dag. Pangea er udgangspunktet for et spraglet, mellemmenneskeligt og kunstnerisk fællesskab.

[Black Box Pangea] er et aktivt teater, der udfordrer og nytænker alle teatrets facetter. En foranderlig smeltedigel, hvor nyt teater opstår og forandrer din verden. Vi tager det klassiske teater seriøst, men er ikke bange for at blande genrer og udtryk for at opnå provokerende, dugfrisk og sublim scenekunst.
Vort mål er at lave ny, anderledes scenekunst, der rykker ved fordomme og sætter politiske emner på plakaten. Dette sker ud fra en grundtanke om, at alle ting, der sker, og alle beslutninger, der træffes – lokalt som globalt - er politiske. Af samme grund arbejder vi målrettet med scenekunsten for at påvirke, debattere og rokke ved opfattelserne af den verden, vi lever i - og ikke mindst den kunst, vi møder.

Mandag d. 14. september kl. 19.30 inviterer Steinselskabet til oplæsning og diskussion.

Kom og hør forfatterne Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad læse op af og fortælle om deres fælles arbejde med at oversætte et udvalg af Gertrude Steins og Alice B. Toklas' private noter og breve fra bogen Baby Precious Always Shines.

Vi vil diskutere om der findes en særlig homo-erotisk stil i Steins skrifter. Desuden vil de to forfattere læse op af egne tekster og fortælle om deres tekstuelle overvejelser om forholdet skrift og køn.

Arrangementet finder sted på KUA, nærmere bestemt Institut for Kunst og Kulturs Café: Karen Blixensvej 1, Bygning 21, stuen.

Minisymposium om Gertrude Steins betydning for europæisk teater. Keynotespeakers er den internationalt anerkendte tyske komponist og instruktør Heiner Goebbels og grundlæggeren af Institut für Angewandte Theaterwissenschaft Andrzej Wirth.

Der opføres desuden en mini-udgave af Gertrude Steins Dr. Faustus Lights The Lights ved instruktør Petra Berg Holbek

Arrangementet foregår på engelsk og er blevet til i samarbejde mellem Kaleidoskop, Gertrude Stein Selskabet, Copenhagen Doctoral School in Cultural Studies, Teatervidenskab ved Københavns Universitet, Statens Teaterskole - Efteruddannelsen og Golden Days in Copenhagen

Læs mere og tilmeld dig på www.teaterskolen-efteruddannelsen.dk

Medlemmer af Steinselskabet kan deltage i symposiet til reduceret pris: Entré 100 kr. Dækker deltagelse samt sandwich og kaffe.

Læs Politikens anmeldelse af bogen her

Og se formanden for Gertrude Stein-selskabet, Laura Luise Schultz' replik på denne, trykt i Politiken lørdag d. 12. januar 2008 nedenfor.

I denne anledning har vi åbnet siden for kommentarer, så læsere af Malcolms biografi og andre Stein-interesserede har mulighed for at fortsætte debatten her. Hermed en opfordring til at byde ind!

Af Laura Luise Schultz, formand for Gertrude Stein Selskabet, Steinforsker, videnskabelig assistent ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet

Om sin berømte sentens, ”Rose is a rose is a rose is a rose” sagde Gertrude Stein selv, at her var rosen rød for første gang i engelsk poesi i hundrede år. Den var rød, fordi den var konkret, fordi den igen var en rose og ikke længere bare en (tom) metafor, ikke bare et trivielt synonym for romantisk kærlighed.
I Politiken den 6. januar fremstiller Bo Tao Michaëlis Stein som en sort, læs: fascistisk, rose. Selv om Stein vitterlig politisk set var lige så reaktionær som hun i kunstnerisk henseende var revolutionær, kalder Michaëlis’ forenklede fremstilling af Steins ageren under 2. verdenskrig på nogle præciseringer.
Under overskriften ’En rose er en sort rose med torne’ hævder Michaëlis, at Steins reaktionære politiske holdninger og ideologiske fortrængninger under og efter 2. verdenskrig gik ”langt videre end det tilladelige”. Det suspekte er bl.a., at hun redder livet under den tyske besættelse af Frankrig gennem sit venskab med en af Vichy-regeringens håndlangere, Bernard Faÿ. Faÿ blev sidenhen idømt livsvarigt fængsel for sine forbrydelser under besættelsen, men flygtede i 1951, bl.a. med økonomisk hjælp fra Steins efterladte samleverske, Alice Toklas. For at hjælpe Faÿ solgte Toklas nogle billeder fra den kunstsamling, Stein havde efterladt hende. Toklas’ taknemmelighedsgæld til Faÿ – som hun skyldte både sit og Steins liv – kostede hende en alderdom i dyb fattigdom, idet Steins amerikanske arvinger herefter fik båndlagt de midler, som Steins enestående kunstsamling repræsenterede.
Michaëlis’ artikel er en anmeldelse af kultursladderjournalisten Janet Malcolms biografi om Stein og Toklas, Two Lives. Michaëlis kalder Malcolms bog for ”spændende som en thriller” og ”velskreven litteraturvidenskab”. Der er imidlertid ikke i Malcolms bog en eneste oplysning om Steins liv og værk, som ikke allerede er kendt af den seriøse Steinforskning. Således fremlagde Steineksperterne Ulla Dydo og Edward Burns allerede i 1996 nuanceret dokumentation for Steins bevægelser under anden verdenskrig, herunder forbindelsen til Faÿ og Petain-regimet. Disse forskeres materiale leverer hele grundlaget for Malcolms bog. Malcolm takker for hjælpen med en sensationalistisk og fordrejet fremstilling af både dem og deres forskning.
Med Malcolm som kilde er det måske ikke så underligt, at Michaëlis’ artikel indeholder en række unøjagtigheder, som er graverende for udlægningen af Steins moralske habitus. Det gælder fx hans fremstilling af, hvordan Stein angiveligt undlader enhver kritik af de franske medløbere ”og beskriver i sin erindringsbog ’Wars I Have Seen’ alle franskmænd som fødte medlemmer af modstandsbevægelsen! Mens alle de små patrioter, som vitterlig led og afled i kampen mod døden fra Tyskland er fortrængt ud af hendes egen franske rosenhave.”
Jeg ved ikke, om Michaëlis har læst Wars I Have Seen, men det har jeg.
For det første er det ikke en erindringsbog. Bogen er skrevet under besættelsen, påbegyndt i 1943 og slutter med befrielsen. Dvs. at den er skrevet i en krigstilstand, hvor forkerte synspunkter medførte direkte fare for hendes eget liv. Bogen er netop ikke skrevet i kritisk tilbageblik, men i selve den rædselsvækkende stemning af forrædderi, hykleri og dødsangst, som Michaëlis så malende beskriver. I den sidste del af krigen var Stein så godt som afskåret fra omverdenen, ikke mindst fra sine amerikanske kontakter. Bogen er derfor præget af den desorientering, som tegnede livet under besættelsen, hvor alle informationer er censurerede, hvor rygter, propaganda og overtro er de dominerende orienteringskilder, hvor man ikke ved, hvorfor folk forsvinder, og hvor naboer stikker hinanden for et godt ord. En paranoid samfundstilstand, som skabt til at opdyrke fjendebilleder og fordomme.
Steins bog fremstiller denne mentale tilstand gennem beskrivelser af hverdagslivet. Bogen er bedst, når den beskriver de enkelte menneskers forsøg på at navigere i krigens moralske morads, hvor alliancerne skifter hele tiden med fatale følger for den enkelte, og hvor ingen kan vide sig sikker.
Det ER en ubehagelig bog, fordi den til tider ufrivilligt kortlægger Steins egen angst, fortrængninger og reaktionære fordomme sammen med resten af samfundets. Men bogens fortjeneste er, at den fremstiller oplevelsen af orienteringstab og modstridende følelser, herunder forfatterstemmens egne forsøg på finde holdepunkter i den massive dyne af mistro og misinformation. Ikke retrospektivt retoucheret, men inde fra den skizofrene krigstilstand selv.
Særlig problematisk er Michaëlis’/Malcolms fremstilling af Stein som repræsentant for jødisk selvhad. Stein ønskede ikke at indordne sig under de begrænsninger, som nogen form for minoritetsidentitet kunne tvinge hende ind i. Det er interessant, at når Stein nægtede at underlægge sig kønsbetingede restriktioner – fx ved at afvise at tage en kvindelig identitet på sig, og tværtimod satte sig selv i scene som maskulint geni – så er det blevet udlagt som progressivt og frisættende, men når hun afviste at identificere sig med en baggrund som europæisk jøde, der overhovedet ikke passede til familiens nye livsstil i USA, så er det selvundertrykkelse og selvhad. Steins opvækst var én lang assimilationsproces, hvor hun kæmpede for at blive amerikaner – det eneste land, hun kunne betragte som sit eget, netop fordi det var et land af indvandrere, hvor alle identiteter var i forandring. Denne erfaring og fremstilling af identitetens formbarhed og foranderlighed er hendes væsentligste bidrag til moderne vestlig kultur og i sig selv et anti-totalitært politisk statement.
Det er et hykleri af rang, når Michaëlis fremstiller Steins liv under besættelsen som en rosenhave. Rosenhaven var først og fremmest en køkkenhave; og den køkkenhave var grundlaget for Stein og Toklas’ overlevelse, eftersom de efter den tyske besættelse af også det ”frie” Frankrig i 1942 ikke længere kunne få overført penge fra USA. De havde, som så mange andre jøder, måttet efterlade deres værdier, herunder malerisamlingen, da de flygtede fra Paris og søgte tilflugt på landet. Det var i øvrigt forbryderen Faÿ, der efter at være blevet advaret af Picasso (gør kontakten til Faÿ også Picasso til fascist?) forhindrede tyskerne i at splitte den uerstattelige samling ad. Samlingen rummede adskillige hovedværker af bl.a. Matisse og Picasso, hvoraf mange formentlig havde været tabt for eftertiden uden Faÿs mellemkomst.
Trods køkkenhaven er det et faktum, at livet for de to ældre kvinder – Stein blev 70 i 1944 – var benhårdt, at de ud over kampen for at skaffe mad og brænde var i overhængende fare som jøder, homoseksuelle og intellektuelle. De to kvinder var i kraft af deres livsform betydeligt mere synlige og udsatte end de fleste. I den situation var der begrænsede muligheder for at være ærlig, endsige kritisk: omskrivninger og fortrængninger satte ind, og uhellige alliancer blev indgået. Det gjaldt om at overleve.
Sandheden er konkret, sagde Brecht, men det er døden også. I Wars I Have Seen forsøgte Stein så godt hun kunne fortsat at være konkret midt i den massive ideologiske tåge.
Bevares, Steins lidelser var for ingenting at regne mod de millioner, som mistede livet i udryddelseslejrene – en skæbne der så let som ingenting kunne være overgået hende selv. At forlange, at hun under de vilkår skulle have taget åbenlyst afstand fra Pétain-regimet er et temmelig gratis synspunkt i dag.